Nytårshilsen fra Vedbæk Vikingelaug: Traditioner, fællesskab og ordensregler

2. januar 2025 12:22 , af Torben Wiese

Ærede vikinger,

Rigtigt godt nytår!

Vi håber, at I alle er kommet godt og sikkert ind i 2025. Det nye år viser sig allerede fra sin smukkeste side med sol, blå himmel og et sneklædt Asgaard, Nordstrand og Bifrost – koldt og skønt, som vi elsker det.

Et meget populært vinterbadelaug

Denne sæson har vi igen oplevet en stor tilstrømning til vores vinterbadelaug. Omkring 50 nye vinterbadere skriver sig således på ventelisten hver eneste måned, og vi har nu 455 på venteliste, som håber at blive en del af vores fantastiske fællesskab. Vores mange aktiviteter, den gode stemning og det store frivillige engagement har gjort Vedbæk Vikingelaug til meget mere end blot et sted at bade og rygtet om vores enestående kultur, sammenhold og frivillige arbejde har spredt sig vidt og bredt.

Indskærpelse af ordensregler

For netop at sikre, at vi passer på hinanden, vores kultur og Asgaard, opdaterede vi i december vores ordensregler. Trods dette oplever vi desværre indimellem, at reglerne bliver overtrådt og skal diskuteres selv efter personlige henstillinger. Dette er trættende og vi håndterer dette direkte. Men vi vil derfor understrege, at følgende regler gælder med øjeblikkelig virkning:

  1. Saunaorden: "Du skal være tækkeligt tildækket af et håndklæde og sidde på et rent og tørt håndklæde."

  2. Husorden: "Når du bevæger dig rundt i huset – herunder mellem sauna, toiletter, brusere og omklædningsrum – skal du være tækkeligt tildækket, fx som i Balder."

  3. Husorden: "I weekender, på helligdage samt den 24/12 og 31/12 fra åbning til kl. 12.30 er Asgaard udelukkende forbeholdt medlemmer."

  4. Badeværelser, toiletter og fodbrusere: "For aktivering af udendørs fodbrusere bedes du venligst trykke blidt med hånden."

Alle andre regler er fortsat gældende, som tidligere beskrevet. De ovennævnte uddybelser vil snarest blive opdateret på hjemmesiden og i skiltningen i Asgaard.

Deltag i vikingedåben den 19. januar

Årets vikingedåb bliver en rekordstor begivenhed! Vi opfordrer alle medlemmer til at komme og gøre denne traditionsrige dag ekstra festlig søndag den 19. januar kl. 9.00.

Fra morgenstunden serveres der kaffe, Mor Ellens varme drik, sunde shots og varm kakao, så vi kan holde varmen, når vores mange 10- og 25-års jubilarer samt nye vikinger skal døbes.

Der er stadig 10 ledige pladser til dåbsfrokosten kl. 12.30 i Vedbæk Kulturhus. Her byder vi på dejlig frokost, taler, overrækkelse af diplomer og hyggeligt samvær m.v.. Tilmelding sker i aktivitetskalenderen.

Nye aktiviteter i et jubilæumsår

Vi ser frem til et 2025 fyldt med både nye aktiviteter og gentagelser af vores op til 50-års gamle traditioner. Vedbæk Vikingelaug er nemlig meget mere end et laug, forening eller saunaklub – vi er 1.500 medlemmer, der sammen og hver især gør en positiv forskel i lokalsamfundet. Det bliver bemærket af både borgere, handelslivet, andre foreninger og fra politisk side. Det er dig som medlem, der er en vigtig del af denne succes. Tak fordi du er med til at passe på Vedbæk Vikingelaug.

Vores fælles mål er, at vi hver gang, vi forlader Asgaard, går hjem: "Sundere, gladere og klogere."

Hil, hil, hil
Bestyrelsen